Jeg er jo så forvirret at jeg næsten bliver irriteret på mig selv...Hvad faen vil jeg? Jeg kan ikke tage mig sammen til at træne selvom jeg har så mange planer i år....arghhhh og jeg er min egen værste fjende når det gælder vin og ballade med pigerne.
Føler lidt at jeg er sat på "stand by" her i Tokyo...jeg bliver doven og jeg hader det!!! Før jeg kom til Tokyo trænede jeg hver eneste dag og pressede mig selv temmelig hårdt. Det er nemt når man er omringet af verdens bedste at forblive fokuseret, men her er der ikke meget støtte til at opretholde min træning. Mit arbejde forstår ikke rigtig at jeg gerne vil komme ind og træne, de synes jeg er tosset når nu vi laver shows hver aften..., men har dog (med stor overtalelse) fået lov til at komme ind og lege imens de gør klar til aftenen jeg må bare ikke spille musik og kan ikke nå det helt store...så har faktisk kun været inde 3 gange.
Min rolle i showet er ret stor, men ikke særlig krævende pole mæssigt og fordi jeg synger live i den sidste sang går jeg glip af det polework der er koreograferet til det nummer. Vi har også nogle soloer forberedt, men indtil videre er de kun de andre piger der har optrådt med deres....nok fordi jeg er så fremtrædende i hovedshowet ;-) Så nogle aftener er jeg kun på scenen 1 gang...og det passer mig bestemt IKKE!!
Nogle ville måske synes det er bomben at tjene det samme som de andre men ikke behøvede røre en finger, hvilket jeg også synes er skønt de aftener jeg er træt :-D
Der er så mange ting jeg kunne bruge den ekstra tid til, strække, forberede til Miss Burlesque Australia der er om 9 uger...men kan jeg tage mig sammen???...NEJ SGU DA!!! Hvad sker der med mig?
Vælger at tro det er normalt og at det bare er lige nu jeg giver mig selv lov til at "slappe af" og have sjov med pigerne efter arbejde...og så er jeg tilbage til min psykopat træning igen lige om lidt. Det er også meget koldt her i Tokyo, så jeg forestiller mig også at jeg bare er en bjørn i vinterhi he he...
Ej for at være seriøs ville jeg blive så sur på mig selv hvis jeg pga at jeg pludselig blev doven ikke opnåede mine mål...og det ligner mig ikke. Så hvad skal der til for at jeg kan komme på rette vej igen???
Jeg prøver at sige til mig selv: Hvem er den eneste der kan ændre det...Mig!!...Det virker ikke helt...OG VUPTI...der kom der en email fra "BOBBI"...der spørger ind til alt muligt...og så blev jeg flov over min ugidelighed...pis!!
Nogle dage har jeg følt mig meget alene med alle mine trænings ønsker her i Tokyo og bare fulgt med hvor der var sjovest (mest til karaoke steder natten lang), men heldigvis har jeg mødt min engel der holder øje med mig...Hun hedder Bobbi og bor i Australien. Det er faktisk skræmmende så mange gange hun uden at vide det har synkroniseret med mine tanker...
Er der en jeg ikke vil skuffe så er det hende, Gud hvor er jeg glad for at jeg har mødt hende og ved at hun ikke vil lade mig falde...Så efter at krybe til korset i min mail til hende vil jeg nu rette ryggen og tage mig sammen, der er mål der skal opnåes og hvis man vil være en af de bedste så må man klemme ballerne sammen og bide i det sure æble...OG TRÆNE!!
Xx Stine K(an også være doven)
